Opdatering fra drengehjemmet..

Opdatering fra drengehjemmet..

Lige et lille pip fra mig, så i ved jeg stadig er her. 🙂

Jeg har (igen, igen) holdt en lille pause fra bloggen. Har haft brug for at fokusere på mig selv, drengene og vores hverdag. Efter en masse bøvl og hårde dage, er vi heldigvis kommet ud af (stort set) alle problemerne vi var rendt ind i med mig. Paddy er startet i dagpleje, vi har haft ferie, og jeg har nu lidt mere mig tid. Jeg har det derfor rigtig godt igen, og det er kun de normale dårlige dage vi allesammen kan have, som jeg kan berette om.

Jeg er begyndt at søge job igen, og håber snart der er bid på den front. Det er dog ikke nemt som nyuddannet, på trods af alle de jobs der er at søge. Men jeg holder hovedet oppe, og søger videre.

Jeg tænker snart at skrive lidt om hvordan det er gået med at starte Paddy op i dagpleje, og også hvordan vores ferie har været, så det vil jeg ikke fortælle så meget om lige nu. 🙂

Håber i stadig læser lidt med derude,

Belinda

Om selvtillid og jobsøgning..

Om selvtillid og jobsøgning..

Sidste sommer blev jeg færdig med min uddannelse, og søgte derfor job indtil jeg skulle på barsel. Af alle de mange ansøgninger jeg nåede at sende, fik jeg ikke ét svar tilbage om en samtale. Det samme svar tikkede ind igen og igen, du har ikke nok erfaring. Det gjorde mig dog ikke det store, for jeg skulle jo på barsel alligevel, og så kunne jeg bare søge job mens jeg gik herhjemme. Det hele skulle nok gå!

Men altså… Det der med at søge job, mens man går hjemme på barsel, det er ikke altid lige nemt. For det første, så har jeg søgt nogle jobs, men svaret jeg får tilbage er stadig – ikke nok erfaring. No shit Sherlock, jeg er nyuddannet, men hvordan pokker skal man få erfaring, hvis ikke der er nogen der vil ansætte én? For det andet, så har jeg det ikke super godt for tiden. Jeg har ret svært ved at gå herhjemme, samtidig med jeg har svært ved at acceptere, at jeg har det sådan her. Giver det mening?

Jeg ville ret gerne bare kunne nyde min barsel, elske at gå herhjemme, og være sammen med den bette 24-7, men sådan er jeg altså bare ikke bygget. Jeg har brug for at komme ud og bruge mit hoved, jeg har brug for at snakke med nogle andre voksne mennesker. Men at jeg har det sådan her, det giver mig enormt dårlig samvittighed. Jeg føler mig nogle gange mega egoistisk, og så føler jeg mig generelt bare helt forkert. Og det rammer altså på selvtilliden. Og med de svar man får tilbage på de søgte jobs (hvis man er heldig at få nogle), bygger det bare ovenpå. Og nu er jeg lidt nået dertil hvor min selvtillid er presset helt i bund.

Så nu er det også bare blevet møg at skulle søge jobs, selvom det jo egentlig er vejen til der jeg gerne vil hen. Jeg er virkelig usikker på mig selv, og hver en ansøgning jeg sender ud, føler jeg på forhånd er helt forkert, og sikkert ikke giver noget. Det er virkelig skod at have det sådan! Det føles nogle gange som spild af tid at have taget en uddannelse, når folk hele tiden snakker om den skide erfaring, og man får afslag på afslag. Jeg tænker dog ofte at det bare er en nem måde at afvise på, og ville ønske man kunne få nogle mere uddybende svar, så man havde noget at arbejde med. Så gjorde det måske også mindre ondt, fordi man så rent faktisk kunne gøre noget ved det.

Nu er jeg der, hvor jeg på den ene side gerne vil finde mig et arbejde indenfor det felt jeg har uddannet mig til, men samtidig er jeg også virkelig træt af at få afslag, og overvejer om jeg skal tage den nemme vej, og søge i butik. Jeg har meget erfaring indenfor den branche, men det er jo bare ikke det jeg vil. Og jeg er virkelig bange for at blive fanget, hvis jeg først går den vej. Jeg får jo ikke meget erfaring ved at vælge en anden retning. Men hold op jeg er splittet.

Uanset hvad, så er dagplejepladsen til den mindste kommet, og han starter 1/7. Det positive ved det er at jeg kan få lidt pause fra ham i nogle timer om dagen, hvor jeg måske bedre kan samle mig om ansøgninger, men jeg synes virkelig stadig det er svært. Det gør sgu lidt ondt indeni – det hele. Jeg glæder mig virkelig til at det hele bliver lidt bedre.

Ham her er heldigvis sød og dejlig for det meste, så dagene går da alligevel. <3

Når livet ikke bliver som forventet..

Når livet ikke bliver som forventet..

Da jeg var 15 år, var jeg ret sikker på, at jeg ingen børn skulle have. Jeg havde ikke selv den bedste barndom, og følte ikke jeg havde noget godt at give videre. Ikke et ondt ord om min mor, hun har klaret det så godt hun kunne, med hvad hun havde, men min barndom har været hård, og det sætter sine spor. Så, så velovervejet som den lille voksne jeg nu var, tænkte jeg det helt sikkert var sådan det skulle være. Samtidig havde jeg også en frygtelig udlængsel, bare komme væk og ud at opleve andre kulturer, steder og lande.

Men tingene ændrer sig jo, og da jeg flyttede til Århus som 20-årig og mødte min mand, var det som om alt inden i mig skiftede mening. Her havde jeg fundet noget rigtigt. Jeg følte mig hjemme i Århus, jeg følte jeg passede ind.

Til at starte med skiftede jeg fra mit ønske studie klassisk arkæologi, til at læse pædagog. Det var et valg med fornuften, for hvis jeg var blevet på det studie, havde jeg skulle ud og rejse en del. Og tidligt i vores forhold virkede det bare helt forkert. Hvis vi skulle have en fremtid sammen, så måtte det blive med et job man kunne have herhjemme i Danmark.

Efter et års tid på pædagogstudiet begyndte der lige så stille at vokse et ønske inde i mig. Et ønske om en baby. Det var et altoverskyggende ønske, og det føltes nærmest som om at jeg blev helt besat. I dag kan jeg stadig undre mig over, hvordan sådan en trang bare opstår. Men det siger bare noget om hvor godt vi havde det. Efter et stykke tid, og en masse snak, besluttede vi i 2013, at nu var det tid til at prøve at få en baby. Vi var begge knap 23, og virkelig uvidende om hvad det var vi kastede os ud i.

Der gik fire måneder, og så stod vi med en positiv test. Jeg var lykkelig! Lykken blev dog en smule kort, for jeg var plaget af den vildeste kvalme, og alt for meget opkast. Da vi nærmede os nakkefoldscanningen var jeg så brugt, og nogle dage fortrød jeg virkelig at jeg var gravid. Jeg syntes simpelthen det var noget af det værste. Men til scanningen hvor alt så fint ud, og vi så det lille hjerte blinke, så var alt glemt. Det var fantastisk at se det lille menneske inde i min mave.

Mens jeg var gravid følte jeg mig ret meget udenfor. Jeg synes det var frygtelig akavet at tage med vennerne i byen, nu jeg havde fået en stor mave. Så en del weekender sad jeg alene hjemme, for manden var jo stadig ung, og fordi jeg ikke følte for at tage ud, skulle han ikke begrænses. Men det gjorde mig lidt trist. Og ikke mindst ensom.

Da vi nærmede os termin, fik vi et rækkehus i en forstad til Århus. Vi flyttede på landet, og begyndte at forberede os på livet som en familie på tre. Jeg glædede mig, og hyggede mig med at bygge rede. Ensomheden nagede stadig, eftersom jeg nu også var på barsel, men jeg regnede med at det ville blive bedre, når babyen kom til verden.

En fredag aften gik min fødsel i gang, og søndag morgen kom han endelig til verden. Det var en virkelig hård fødsel, men gik som det skulle. Jeg var dog helt smadret af træthed, og efter ikke særlig mange timers søvn, blev jeg vækket af en sygeplejerske. Der var morgenmad, og det skulle jeg åbenbart have. Jeg var alene med vores lille søn, for efter en meget lang fødsel, var min mand kørt hjem for at sove.

Jeg var bange. Jeg var nervøs. Og jeg var VIRKELIG usikker. Efter noget tid vågnede den bette, og jeg skulle helt selv til at prøve det der amning. Det var forfærdeligt! Han fik ikke ordentligt fat, det gjorde sindssyg ondt, og generelt føltes det bare ubehageligt. I tre uger kæmpede vi, og så blev det droppet. Det var ikke kampen værd. Men jeg var knust indeni, over at jeg ikke kunne være den mor jeg troede jeg skulle være. I forvejen var usikkerheden hængt ved, og jeg hadede at være alene med ham. Jeg var så bange for at gøre noget forkert.

Efter et stykke tid, hvor det føltes som om alt bare gik ned ad bakke, fik jeg konstateret en fødselsdepression. Jeg havde det virkelig dårligt, og kunne knap rumme mit barn. Jeg græd dagen lang, følte mig fanget, og som den værste mor i verden. Det var to meget modsatrettede følelser, for på den ene side, ville jeg bare gerne væk, men på den anden ville jeg så gerne være den bedste mor for mit barn. Jeg følte bare ikke at jeg kunne.

Mere end en gang fortrød jeg det valg vi havde taget. Jeg havde jo vidst som teenager at jeg ikke skulle have børn, jeg vidste jo jeg ikke havde noget at give. Jeg var sur på mig selv over, at jeg havde ladet hjertet bestemme og ikke været fornuftig. Da jeg havde det værst, brugte jeg de korte middagslure min søn tog, på at kigge efter fly der fløj langt væk. Jeg havde bare lyst til at flygte. Det gjorde ondt indeni hver dag, og jeg følte at jeg var låst fast, og havde ødelagt mit liv. Mere end en gang overvejede jeg at slutte mit liv. Der er ikke den måde at gøre det på, som jeg ikke overvejede.

Men som vores dreng blev større, så fik jeg det også bedre. Vi byggede vores bånd stærkere, og jeg elskede ham mere og mere for hver dag der gik. Da han startede i dagpleje, blev det meget bedre, for nu fik jeg mulighed for at være lidt mig selv, som var det jeg i en stor grad manglede. At føle mig som andet end en ”bare” en mor. Men da jeg startede på mit studie igen, faldt jeg lidt tilbage. Jeg fik små angstanfald, og følte mig bare endnu mere ensom.

Så med et år tilbage af pædagogstudiet tog jeg den beslutning, at jeg måtte finde noget andet at lave. Endnu et skift, endnu et nederlag. Jeg fandt dog en uddannelse der gav mening for mig, og da jeg endelig fandt et sted jeg følte mig tilpas, fik jeg det endelig bedre. Livet faldt på plads, og pludselig var det der familieliv slet ikke så slemt.

Da jeg nærmede mig slutningen på min nye uddannelse, havde vi det rigtig godt. Så godt at vi faktisk besluttede os for at prøve at få en baby mere. Det føltes som det rigtige, at vores store dreng skulle have en søskende. Jeg var ellers sikker på vi ikke skulle have flere, men eftersom jeg havde det rigtig godt, og vores familie og ikke mindst vores dejlige dreng var helt perfekt, så tog vi chancen.

Efter den lille er kommet til verden, har der været meget stille på bloggen. Grunden til det er, at jeg endnu en gang har det svært. Det startede ellers rigtig godt, men jeg kunne pludselig føle, at det gik den forkerte vej. Ærligt, så har jeg endnu en gang fortrudt vores valg om et barn, men jeg ved denne gang at det bliver bedre, og jeg ved at på et tidspunkt, så går den følelse væk. Det gjorde den første gang, så det gør den også nu. Men jeg kan på nuværende tidspunkt ikke rigtig føle mig ordentlig tilpas i rollen som mor til to. Nogle dage ville jeg ønske jeg kunne gå tilbage i tiden, og bare være den fornuftige Belinda, der valgte med hjernen og ikke med hjertet, for så havde jeg været fri for at have det sådan her igen. Denne gang har jeg dog heldigvis helt fra start elsket vores lille mus, og jeg kan jo ikke undvære ham, og jeg kan meget bedre rumme ham, end jeg kunne dengang med den store. Vores forhold fejler i hvert fald ikke noget, og han trives helt som han skal.

Svært har jeg det dog stadig. Denne gang har det dog ikke noget med babyen at gøre, men det at gå hjemme så længe. Jeg har været hjemme i snart et år, og ensomheden, som ellers var forsvundet på mit studie, er endnu en gang tilbage. Jeg føler mig ikke som andet end et serviceorgan, og jeg har derfor en kæmpe trang til bare at komme ud og være mig selv. Det giver mig utrolig dårlig samvittighed, at jeg ikke bare kan nyde at gå hjemme med min baby, og jeg føler mig helt forkert. Det er skide svært at acceptere, at jeg ikke er den mor som jeg havde håbet jeg ville blive, da vi tog valget om at få vores store dreng. Jeg er anderledes end de fleste mødre, sådan føltes det i hvert fald. Jeg har et behov for at være mig selv, at få noget mig tid, og ikke bare tænke i børn hele tiden. Jeg har behov for at sætte mig selv i første række ind imellem. Derfor har vi også taget den beslutning, for at jeg ikke skal tilbage til dengang jeg havde det værst, at den lille skal i dagpleje fra han er 7 måneder. Det er et behov jeg har, så jeg har det rigtig svært med det. Jeg ville jo aller helst bare kunne holde ud at gå hjemme med mit barn, men jeg må bare acceptere, at det kan jeg ikke. Jeg har brug for en pause, så jeg kan være den bedste mor for mine børn, når vi er sammen.

Så nu har jeg halvanden måned tilbage af min barsel. Det føles som en evighed, men heldigvis er de to af ugerne sammen med min mand og vores store dreng også. For det sjove er, at jeg faktisk har det helt fint når vi alle sammen er hjemme. Man skulle tro at det ville stresse mig med alt den energi i huset, men jeg har det bare godt som familie nu. Det er det her med ansvaret for babyen alene hjemme, uden nogen at snakke med, som jeg ikke længere kan arbejde med. Det er det at være fanget herhjemme jeg ikke kan rumme. Så nu kæmper jeg mig igennem hver dag, og jeg glæder mig til at finde et job, hvor jeg kan få brugt noget af alt min viden, og hvor jeg kan komme ud og være mig selv. Jeg har en masse at give af, og en masse jeg har brug for, som jeg kun kan få ude blandt andre voksne mennesker. Det er ikke det samme som at komme ud i verden og opleve, men det er det bedste jeg kan gøre for mig selv, som tingene er nu, og det er helt ok.

Livet bliver ikke altid som vi forestiller os, og tingene ændrer sig tusind gange, så nu tager jeg livet som det er, og så får jeg det til at fungere. Og heldigvis skal jeg aldrig have et spædbarn igen. Fra nu af bliver alting kun bedre, og om mindre end tre uger, tager vi på vores første rejse sammen, som familie på 4. Og jeg er sikker på at det ikke bliver den sidste. Min lyst til at komme ud og opleve, den har jeg jo stadig, nu må familien bare med på slæb i stedet. Og hvor er det egentlig dejligt, når man tænker over det. <3

Når man er unødigt bekymret..

Jeg har gennem hele min graviditet brugt rigtig lang tid på at være bekymret og nervøs over, om jeg ville få endnu en fødselsdepression, når vores baby kom til verden. Jeg har været ked af det og fortrudt mere end én gang, specielt da jeg ikke kunne få hjælp til at forebygge det skete igen. Men hvor har det dog været spild af tid og kræfter!

Vores dejlige baby er nu seks uger gammel, og jeg har absolut ingen tegn på at jeg får nogen reaktion. Vi er begge ret lettede herhjemme, og vi er glade for at vi tog chancen (som det jo egentlig var) at få en baby mere. Men vi vidste jo også hvad vi gik ind til denne gang, og vi er heldige at han er noget af det nemmeste. Ja han græder og pyldrer, og vil gerne hænge på os, men alt det vidste vi jo ville ske. Til gengæld er han nem at få til at holde op med at græde, han sover godt om natten (vigtigt!) og så har han bare det dejligste smil (endnu mere vigtigt, man smelter jo helt hver gang man får et).

Fra forrige søndag – fem uger gammel

Udover det, så ved vi jo også selv hvad der skal til, for at holde reaktionen fra døren. Jeg skal sove alt det jeg kan komme til – det er faktisk det vigtigste. Jeg skal huske mig selv, så selvom baby er ked, så er det ok at jeg tager noget at spise og drikke, sådan så jeg kan fungere. Jeg skal huske at spørge om hjælp, og også tage imod når folk selv spørger, det er ikke nødvendigt at jeg gør alting selv. Og så huske at nyde når far kommer hjem og tager over med babyen, at selvom det er de kedelige opgaver som opvask, vasketøj og madlavning, så er det tid for mig selv, hvor jeg ikke har en baby hægtet fast på min krop.

Så ja, det går godt herhjemme, også selvom i ikke hører så meget til mig. Men det er simpelthen ikke på bloggen jeg har prioriteret mest tid. Når man har lidt tid for sig selv, så får man lavet de vigtigste ting der skal ordnes i hjemmet, og ellers slapper man af. Jeg håber dog snart at kunne blogge lidt mere, men må se om den bette fyr vil lade mig gøre det. 🙂

Babyupdate..

Babyupdate..

I søndags blev bassen 2 uger gammel, og mandag havde vi besøg af sundhedsplejersken, så synes det var passende med en lille update omkring hvordan det går herhjemme.

Til vores 2. besøg havde bassen endnu ikke taget på, så han var kommet op på hans fødselsvægt igen. I mandags havde vi så ekstra besøg, og han var endelig kommet over, og vejer nu 5200 gram. Så hvis man tæller fra hvor han var nede og runde vægtmæssigt, har han nu taget 370 gram på. Derudover var han 61 cm lang, så på 15 dage er han vokset 5 cm. Vi forudsiger allerede nu, at vi får problemer med at passe dåbskjolen til den tid, og vi er allerede ude i at være der, hvor vi skal ud og have fat i næste størrelse tøj. Det går alt for stærkt.

Han er rimelig dygtig til at sove om natten, og være vågen om dagen. Det er virkelig en fordel at han startede med den rytme, ellers ved jeg ikke helt hvad vi havde gjort i forhold til vores store dreng. Så vi nyder det lige nu, mens vi får vores søvn. (dog nogle mere end andre, for han skal stadig op og have mad)

Han har dog lidt temperament, og kan græde sindssyg højt. Magnus bliver lidt bange for ham ind i mellem, eller holder sig for ørerne når det bliver for voldsomt. Men alt i alt er han blevet ret glad for ham, og det er dejligt at se. Men jeg savner også tid alene med ham allerede nu. Synes det er svært at lillebror altid er der. Men vi får det meste ud af den tid vi har, og vi har i weekenden været på storebror tur, og det var virkelig dejligt, selv om vi sluttede af med gylp-bad til far, midt i Leo’s Legeland.

For lige at nævne mig selv, så har jeg det heldigvis stadig godt – på trods af lidt træthed og kedsomhed. Ja, ærligt, jeg er ikke så god til at være hjemme, og jeg keder mig altså. Men jeg husker også at nyde tiden med lillebror, for vi skal ikke have flere børn, så det er sidste gang med en bette baby til os. Udover det, så har jeg nu tabt min babyvægt (13 kg), hvilket jeg er ret imponeret over. Da jeg blev gravid havde jeg stadig seks kilo fra graviditeten med Magnus, så at jeg nu er tilbage ved udgangspunktet er skønt. Nu mangler jeg så de sidste 10 kg for at være tilfreds, men har ikke travlt, jeg tager det bare stille og roligt mens jeg er på barsel. Dog er der stadig en topmave, den kræver nok lidt ekstra arbejde, men væk skal den. Men det er jo også kun 17 dage siden bassen kom til verden, så mavsen skal nok blive bedre. 🙂

Et lille pip fra babyboblen..

Et lille pip fra babyboblen..

Nu er det efterhånden (igen) længe siden jeg sidst har fået skrevet. Denne gang er der dog en “god” undskyldning for stilheden, for vi er blevet beriget med endnu et lille vidunder, som selvfølgelig optager en masse af vores tid.

Første søndag i advent, d. 3. december, kl. 07.54 – for at være præcis – kom vores lille Patrick. Han var 56 cm lang, og vejede 5045 gram. Han er en dejlig og skøn baby, der sover mest om natten, hvilket er skønt når man har en stor dreng i forvejen. Det er virkelig alfa-omega at der er tid og overskud til ham om dagen, og jeg tror da også det er derfor at han har taget rigtig godt imod sin lillebror.

Patrick, helt ny og meget vågen
Alle de børn der er født på Randers sygehus i løbet af året, repræsenteres med et blad,blomst eller kirsebær

Fødslen gik super godt, fra jeg vågnede om natten af den første ve, til han var ude oppe på sygehuset, gik der seks timer. Det er alligevel en 30 timers forbedring fra sidst, og det var virkelig fedt. Jeg fik ingen smertelindring, hvilket egentlig var lidt et mål for mig, så jeg synes selv at jeg var ret sej. Og på trods af den store fyr, kunne jeg nøjes med to små sting. Jordemoderen jokede lidt med det nærmest var ligegyldigt, men nu kunne hun jo lige så godt gøre det, når hun alligevel var “dernede”. 😛

Nu nyder vi så bare livet som en familie på fire, og jeg føler mig bare så heldig med mine tre drenge. <3

Lille Patrick

Lidt om jul..

Lidt om jul..

I år er første gang vi selv skal holde jul, og vi er alle meget spændte på det. Magnus er blevet så stor at han allerede nu glæder sig, og det ligger lidt pres på mig (os), for at give ham en dejlig julemåned, og ikke mindst juleaften. Ja, måske er det mine egne forventninger, og ikke hans, men jul har for mig aldrig været det allermest fantastiske, for julen for mig betød at endnu et år snart var gået, hvor min storesøster og far ikke var med os.

Men i år har jeg besluttet at det er all about the christmas spirit. Der skal laves nogle traditioner for vores lille familie, som jeg håber vi kan holde ved, og Magnus vil huske længe. En af de ting jeg kan huske bedst fra min egen barndom, var at pynte op 1. søndag i advent, og hygge med æbleskiver. Så det er allerede planlagt, at det er det der sker i år. Problemet er dog, at vi ikke har meget julepynt, eftersom det er første gang vi selv holder jul, så der skal lige ud og investeres i lidt, så vi har noget at gøre huset hyggeligt med. Men det bliver jo også en hyggelig tur i sig selv. 🙂

Jul 2016

Julekalenderen for i år er også allerede købt, og heldigvis for, at Magnus stadig ikke er kommet i den alder hvor børnene snakker alt for meget om den slags. For vi er et af de der “frygtelige spelt forældre par” der har købt ham en med øko frugtstænger og rosiner, og ikke chokolade. Måske gør vi det på et andet tidspunkt, når han er blevet ældre, men lige nu, hvor han lige så gerne vil have en frugtstang, som en lille chokolade, så er det sådan vi gør. Og jeg synes ikke der går noget af ham af den grund. Vi har allerede bagt den første portion pebernødder, og Magnus har været flittig i kagedåsen, så han skal nok nå at få sin portion sukker gennem julen. 😉

Lækre pebernødder – bagt i går, allerede snart spist..

En ting er sikkert, der skal hygges på max, nu hvor jeg er hjemme på barsel. Jeg kan mærke det betyder meget for mig, at det bliver en dejlig tid, og jeg tror det både kommer sig af mine egne juleminder, og så det at Magnus bliver storebror lige om lidt. Så hvis der er nogen der ligger inde med gode juleaktiviteter for en dreng på 3,5, så hører jeg gerne fra jer. Har selvfølgelig selv lidt ideer, men man kan altid bruge lidt ekstra. 🙂

En tiltrængt pause..

En tiltrængt pause..

Det er længe siden jeg sidst udgav et indlæg. Jeg har haft brug for en pause fra det hele, da jeg simpelthen har haft for meget i hovedet. Så der er blevet fokuseret lidt mere på mine drenge, og slet ikke på bloggen. Jeg ved jo hvordan jeg skal ligge min energi, for ikke at alting bliver for meget for mig, så pausen var meget tiltrængt. Nu er jeg dog klar igen. 🙂

Lillebror gemmer sig stadig inde i hulen her 38+6, og han har det strålende. Jeg har det dog efterhånden knap så godt, og håber virkelig han snart beslutter sig for at komme ud til os. Jeg får ikke sovet ordentligt, og jeg ved det er en tricker i forhold til det psykiske, så jeg får slappet af så godt jeg kan, og taget en lur hvis jeg føler for det. Men energien er godt nok stadig i bund.

Jeg glæder mig til at komme i gang igen, og håber det snart bliver med en update på at lillebror er kommet til verden. God weekend til jer der læser med!

Et glemt blogindlæg – om min depression..

Et glemt blogindlæg – om min depression..

Som man kan se på forsiden, har jeg før blogget omkring, hvordan det var at være mor med en fødselsdepression. Jeg bloggede også en kort periode for Vores Børn. Begge blogs blev for meget for mig, en sur pligt. Og da jeg følte mig ude på den anden side i forhold til depressionen, der kunne jeg mærke at jeg ikke længere var interesseret i at blogge om emnet. Det var som om det holdt mig fast i negative tanker, og for meget frygt. Så jeg besluttede at lægge låg på, sige det var det, og så blev bloggen ellers lukket ned igen.

Jeg har altid brugt det at skrive som et outlet. En måde at få mine følelser ud. Jeg er ret dårlig til at tale om følelser, for jeg er faktisk en ret privat person, og føler at jeg skal passe på mig selv. Jeg har, sammen med min mand, øvet det at tale om tingene, for det er noget han har haft brug for. Og det er kommet mig til gode, selvom jeg i starten syntes han var pisse irriterende, rent ud sagt.

Jeg har fundet et gammelt blogindlæg, et indlæg der handler om hvordan jeg følte nogle af de hårde ting ved at blive mor, og hvordan min depression ligesom kom til live – hvis man kan sige det sådan. Jeg har lyst til at dele det med jer, hvis nu der sidder nogle derude der kan bruge det til et eller andet. Jeg selv fik lidt et sug i maven, og må indrømme jeg fældede en lille tåre, men det er simpelthen fordi jeg stadig husker det hele, som var det i går. Vi har satset, og tager en baby mere, på trods af alt, og som jeg har skrevet før, er jeg ret sikker på, at det ikke bliver det samme denne gang. Det har vi lært for meget til. Men derfor er indlægget stadig meget følelsesmæssigt for mig. Jeg håber i kan “lide” det.

Magnus og mor – træthed og tristhed i mine øjne, det er underligt at se tilbage på

——————————————————————————————————————————–

Da vi begyndte på projekt baby herhjemme, havde jeg måske en meget naiv tilgang til det hele. Jeg ville hurtigt blive gravid, graviditeten ville være nem, og det samme med babyen der ville komme ni måneder efter. Jeg var ikke forberedt på alt det der kunne være svært. Jeg er ret sikker på, at det er den største grund til jeg fik en fødselsdepression.

Jeg er alene hjemme med min søn for første gang, faren skulle på universitetet og læse til eksamen. Knægten er omkring tre uger gammel, og jeg føler mig helt fortabt. Jeg har ondt i maven, er bange for hvornår knægten vågner, og hvad jeg skal gøre når han gør. Jeg ved min mor kommer klokken to, og jeg tæller timerne, minutterne og sekunderne. Han sover heldigvis godt, vågner næsten kun for at spise, men det er egentlig det jeg er allermest bange for. Amningen. Det kører slet ikke, han får ikke ordentlig fat, og vil spise hele tiden. Alle hans vågne timer går med spisning, og det tager en time eller mere hver gang. Jeg kan det ikke mere. Jeg føler mig ubrugelig som mor, jeg kan ikke give min søn det han har brug for.

Jeg er alene hjemme, faren er på arbejde. Knægten er omkring tre måneder gammel, og jeg føler mig stadig helt fortabt. Jeg har ondt i maven, det knuger i mit bryst, og jeg er nervøs for hvornår knægten græder næste gang. Jeg kan ikke holde det ud, hvorfor græder han så meget? Hvad er det jeg gør forkert? Selvom jeg ved at det er helt normalt at babyer græder så kan jeg ikke lide at knægten græder. Jeg vil ikke have det. Noget må være i vejen. Selvom jeg gør alt i min magt, så holder han ikke op med at græde. Så græder jeg også. Vi sidder i sengen, og jeg giver fortabt. Faren må komme hjem, så jeg ringer, mens vi stadig græder. Jeg føler mig ubrugelig som mor, jeg kan ikke give min søn det han har brug for.

Jeg er ikke længere alene hjemme med min søn, faren arbejder hjemmefra. Jeg kan ikke holde ud at være alene med vores søn, har brug for hjælp til alt. Knægten er begyndt at sove dårligt om dagen, kun 30 minutter af gangen, alt for mange gange om dagen. Jeg står og vugger barnevognen hver gang han vågner, i håbet om han falder i søvn igen. Jeg får ondt i maven, armene ryster og det gør ondt i mit bryst. Knægten græder, jeg kan ikke holde det ud, faren må ud og hjælpe. Ikke engang en lur kan jeg sørge for at han får. Jeg føler mig ubrugelig som mor, jeg kan ikke give min søn det han har brug for.

Jeg er alene på badeværelset. Hele min krop ryster. Jeg er ked af det, rasende over jeg har budt mig selv det her, men endnu mere rasende på mig selv over hvad det er jeg giver til min søn. Jeg føler ikke jeg har fortjent at være her, knægten har det bedre uden mig. En ubrugelig mor, som ikke kan give sin søn det han har brug for. Jeg har en million tanker om hvordan jeg kan forsvinde. Har kigget på flybilletter, det er nemt bare at stikke af, men tænker for meget over hvad folk vil sige. Så ER jeg en dårlig mor. Jeg tænker på hvordan jeg kan stoppe livet. Vi har ikke nok piller. Skraberen tør jeg ikke bruge, men det frister alligevel. Jeg kunne også løbe ud foran en bil, en bus, et tog. Jeg kunne også bare komme til at drukne. Alle mulige udveje, bare for at slippe for smerten, og for at min søn ikke skal lide under hvordan jeg har det. Jeg føler mig ubrugelig som mor, som kæreste, som menneske.

Men jeg stopper op. Lige da alt føles sort stopper jeg op, og beder om hjælp. Det er det sværeste jeg nogensinde har gjort, at indrømme jeg har brug for hjælp, men jeg ved, helt inde i mig selv, at hvis ikke jeg gør det, så ender det galt. Selvom det på en måde ville være en lettelse at give slip, så ved jeg også det er den feje udvej, og lige der, der ved jeg at jeg ikke er en dårlig mor. Jeg vil kæmpe for at være her, og kæmpe for at min søn har det han har brug for. Og han har bare brug for mig. Om det så er med flaske, grædende fordi man er træt og udkørt, eller giver barnet videre til far i lidt tid, det er ligegyldigt. Bare han har mig.

Jeg finder ud af jeg ikke er den eneste der har det som mig. Vi er flere, vi er mange, der føler os som ubrugelige mødre, der ikke kan give vores børn det de har brug for. Vi er flere der har brug for hjælp. For mig er det pludselig ikke længere et tabu. Jeg har en fødselsdepression, og jeg har tænkt mig at gøre noget ved det.

Jeg er igen alene hjemme,men nu uden min søn. Knægten er lidt over otte måneder gammel, og han er startet i dagpleje. Jeg føler mig rastløs, men lettet. Knuden i maven gør mindre ondt. Jeg har overskud igen, glæder mig til når knægten skal hentes. Jeg har fået tid til mig selv, tid til at passe på mig selv. Jeg har startet en blog, en blog hvor jeg kan fortælle om hvordan det er at være mor med en depression. Det hjælper at skrive ned, det hjælper at føle at man nedbryder et tabu. Jeg føler mig nu som en bedre mor, jeg kan give min søn det han har brug for. Og lidt til.

Børnehavebekymringer..

Børnehavebekymringer..

I den første børnehave Magnus gik i, føltes det ikke som om der blev gjort det helt vilde ud af det pædagogiske arbejde, udover det de var tvunget til. I den nye børnehave er det en helt anden snak, og det er vi egentlig ret godt tilfredse med. Man kan mærke de vil børnene det aller bedste, og selvom der er et par pædagoger man synes er lidt for meget af det gode nogle gange, så ved man at de mener det godt.

Magnus har efterhånden gået i den nye børnehave i et par måneder, og på det sidste har børnehaven nævnt flere ting de synes vi skal have lidt fokus på. En af de ting er hans sprog. Han mumler og har problemer med udtalen af nogle bogstaver, men det er ikke så meget at jeg har tænkt særlig meget over det. Jeg forstår jo også hvad han siger, jeg kender hans måde at sige tingene på. Og ærligt har jeg ikke tænkt at det var et problem, den måde han snakkede på. Jeg synes han er dygtig til så meget andet, han er f.eks. mega med på det grov motoriske, og så er han en sød og hjælpsom lille fyr, der forstår så mange ting. Ting som jeg gang på gang bliver overrasket over. Så det med talen har jeg bare tænkt nok skal komme løbende. Nu har børnehaven så gjort opmærksom på det, og det er helt fair. Så nu går jeg og taler ekstra meget med Magnus, spørg ham om en masse ting, og så håber jeg vi lige så stille kan få talen bedre.

Noget andet de synes er en smule, ja måske underligt i manglen på et bedre ord er, at han ikke rigtig gider lege med andre børn. Det har han aldrig rigtig været fan af, men jeg ved han kan. Umiddelbart tænker jeg bare at han har nok i sit eget selskab, han elsker at lege selv. Men når han selv har lyst, så tager han gerne en leg med et andet barn. Men det skal være på hans egne præmisser. Han gider ikke tvang. Og helt ærligt, hvem gider det? Igen er børnehaven lidt “bekymret”, og synes det er noget vi skal have fokus på, men specielt her, kan jeg ikke se problemet. Hvis han ellers trives i børnehaven, hvorfor SKAL han så lege med andre børn?

Magnus og noget af favorit legetøjet

På en måde synes jeg, at der kan være en tendens til, at man skal finde problemer at sætte på børn, give dem små labels og putte dem i kasser. Magnus er som han er, og jeg synes jo han er helt perfekt som han er. Måske jeg ikke kan se klart, fordi han er min søn, men jeg synes altså de gør noget stort, ud af små ting. Men som de selv sagde, det er ikke noget vi skal gå og bekymre os over på den måde, det er bare noget de har fokus på, og gerne vil arbejde med. Jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at modarbejde dem på det, men specielt det med, at han ikke gider lege med andre, det er ikke noget jeg har tænkt mig at tvinge ham til. Så ingen legeaftaler, og ingen snak om at han skal ned og lege med andre børn. Det skal nok komme. Og hvis det ikke gør, så ligner han egentlig bare sine forældre. Vi elsker nemlig også vores eget selskab, og vil nok begge blive betegnet som det man kalder introvert. Vi kan dog sagtens tage i byen, og være i større selskaber, men vi har brug for vores ro når vi har fået nok. Og det er bare sådan jeg tror min helt perfekte søn er. 🙂